Ved Ulvshale og Nyord kan du opleve vidunderlig skov, smukke strandenge og et fantastisk fugleliv.
Ved Ulvshale Naturcenter finder du en lang boardwalk - en træbro, der bugter sig gennem ellesump frem til et fugleskjul. Kom helt tæt på naturen og nyd lyden af sumpens kvækkende frøer undervejs.
Du kan parkere ved indgangen til boardwalken.
Du kan også lægge vejen forbi Ulvshalegård, hvor der findes en plancheudstilling i laden om naturen og dyrelivet på Ulvshale og Nyord.
Fortsætter du turen over dæmningen til den lille ø Nyord, kommer du til Hyldevang Naturcenter, et nedlagt landbrug, der fungerer som besøgscenter.
Læg også vejen forbi Fugleværnsfonden spritnye fugletårn. Her finder du en kørestolsvenlig rampe, der giver dig mulighed for at nyde naturen helt tæt på.
Nyord Enge er et af de allerstørste strandengsområder i Østdanmark, og det er et vigtigt levested for både gæs, ænder og vadefugle.