Gode udflugtsmål for hele familien

Leg gemmeleg i kæmpelabyrinter, spis madpakken med udsigt til dådyr og kaniner eller fodr ænderne i en historisk have. Der er masser af oplevelser for de mindste på Sydsjælland og Møn. Få inspiration til skønne minder for de mindste her.
 

Kalvehave Labyrintpark

Er du og din familie til leg, spil, labyrinter og hjernevridere, der udfordrer stedsansen? Så er Kalvehave Labyrintpark helt sikkert noget for jer. 

Kalvehave Labyrintpark byder på 20.000 kvadratmeter fyldt med labyrinter og spil. 

Labyrinterne er for børn og voksne i alle aldre - kort sagt: Alle kan være med.

I har mulighed for at konkurrere, når I skal løse labyrintparkens mange opgaver - eller I kan vælge at løse opgaverne sammen i fællesskab. 

Kalvehave Labyrintpark har også en hyggelig café, hvor der er mulighed for at købe lidt godt til ganen. I er også velkomne til at medbringe jeres egen mad.  

Læs mere om Kalvehave Labyrintpark her

Foto: Sascha Bendix

Liselund Slotspark

Tag ungerne i hånden og smut en tur til det yderste af Møn, hvor I finder Danmarks bedst bevarede romantiske have. 

Her kan I fodre ænder og nyde synet af de de smukke påfugle, der går frit rundt i haven året rundt. 

Liselund Slotspark byder på kuperet terræn, romantiske stier og mulighed for at gå på opdagelse i Djævlekløften, der leder jer hele vejen ned til stranden og den stejle klint.  

Der er gratis adgang til Liselund Slotspark året rundt. 

Læs mere om Liselund her