Få havørred på krogen

Oplevelser til hverdagen

Sæsonen for havørredfiskeri er skudt i gang. Så er du på jagt efter sølvblanke havørreder, så sæt kurs mod spidsen af Knudshoved Odde eller Østmøn, hvor chancerne for fangst er store. Kystlinjen her er en perlerække af gode fiskepladser, og selv hvis fiskeriet slår fejl, er der garanti for smukke indtryk.

Knudsskov Draget Brunhoved Liselund

 

Knudsskov

Kør til den store parkeringsplads ved Knudsskovvej 67. Her er der kun et par hundrede meter ned til sydsiden af ​​odden. Fiskeriet kan starte så snart, du når vandet.

Her er kysten stenet med blæretang og sandrevler – helt klassisk havørredvand – som forsætter flere kilometer mod vest (til højre, når man står og kigger ud over vandet).

Waders kan nogle steder være en fordel på denne strækning, men ofte står havørrederne helt tæt på land, så de er ikke en forudsætning. Hvis du fisker i waders er det derfor en god idé også at kaste langs med kysten i den retning, du bevæger dig, så ser fiskene din agn, før de ser dig.

Denne del af Knudshoved Odde fisker bedst, når finde kommer fra syd, øst og nord, og hvis den kommer fra sydvest eller vest, skal den helst ikke være mere en 4-5 m/s – ellers bliver vandet for grumset.

Draget og den yderste spids

Kør til den nye parkeringsplads lige før huset på Knudsskovvej 76. Herfra er der knap 3 kilometer ud til Draget - den lavvandede tange, der forbinder til den yderste spids af Knudshoved Odde.

På vej til Draget passerer du mange af de nyanlagte vandhuller til klokkefrøer og andre padder, og særligt i april er der gode muligheder for at høre klokkefrøernes karakteristiske klokkelignende kække.

På den anden side af Draget, er det muligt at fiske både på nordsiden og sydsiden af ​​odden. Så næsten uanset vindretning og vindstyrke kan du finde læ og havørreder her (undtagen dage med kraftig vind fra nordvest).

Langs stierne fra draget og videre ud er der også meget andet at opleve. Du passerer det gamle stråtækte traktørsted og kort efter 1000-års-Linden. Herude støder man også ofte på de vilde Exmore-ponyer og oplever fuglelivet og sæler på ganske tæt hold, når man som fisker bevæger sig langsomt langs kysten.

Ligesom på strækningen ved Knudsskov, står fiskene ofte tæt på land, men da der bl.a. er flere lavvandede områder på den yderste del, kan det være en fordel med waders.

Sidste – og vigtigste tip er - tro på det! Havørreden kaldes også kystfiskerens flidspræmie, og man kan fiske i mange timer uden, at fiskene viser sig, hvor på det hele pludselige eksploderer med masser af hug, ”følgere” og fisk i nettet.

Ålebæk Strandvej og Brunhoved  

 

Kysterne på Møn byder også på mange fine fiskepladser, og særligt Østmøn giver med sine høje klinter og udsyn ud over Østersøen altid en masse dejlige indtryk med hjem.

Prøv fx kyststrækningen på nordsiden, hvor Ålebæk Strandvej rammer kysten. Kør efter adressen Ålebæk Strandvej 30, så finder du en p-plads umiddelbart efter på højre side af vejen.

Fra parkeringspladsen fører en lille sti ned til kysten, hvor man kan fiske så snart, man rammer kysten. Strækningen herfra og øst over (mod højre) er en ubrudt linje af havørredfiskevand og særligt ude på Brunhoved, hvor kystlinjen begynder at drejer mod sydøst, og klinten langsomt rejser sig af vandet, er der gode muligheder for at få en havørred på krogen på alle tider af året.

Ålebæk Strandvej og Brunhoved fisker godt under de fleste vejrforhold, men ikke ved hårde nordlige vindretninger. Waders er en fordel, men ikke nødvendige.

Liselund

Liselund Slot er et kendt og velbesøgt turistmål, og parken er altid et visit værd. Hvad mange ikke ved er, at kysten lige neden for parken også tilbyder et rigtig godt fiskeri efter havørred.

Parker ved indgangen til parken og gå ad hovedstien lidt til venstre gennem parken og følg herefter stien langs den lille bæk, der løber ned mod kystlinjen. Det sidste stykke ned til stranden foregår ad en ret stejl trappe, så det kræver lidt fysik at komme ned - og op igen, når man er færdig med at fiske.

Nede på stranden skal man beslutte sig for, om man vil fiske til venstre (nordvest) eller højre (sydøst). Fiskeriet er godt i mange kilometer i begge retninger, men afhængig af vindretning kan der være stor forskel på sigtbarheden i vandet. Prøv gerne at fiske lidt i den ene retning, og hvis vandet er grumset og bliver ved med at være det efterhånden, som man fisker hen langs kysten, kan det nogen gange godt betale sig at vende om og prøve at fiske i den anden retning.

Langs Møns Klint kan man her også opleve havørnen, rød glente og mange andre trækkende fugle, så hold øjne og øre åbne!

Hvis vinden kommer fra østlige retninger skal den kun være svag til let, ellers bliver vandet for grumset og svært at fiske i, uden der kommer tangrester m.v. på krogen. Der er til gengæld dybt vand tæt under kysten her ved Liselund, så waders er ikke nødvendige og selv på en varm sommerdag, kan der godt liste havørreder rundt i vandet tæt på kysten.